Overvejer du at ludbehandle dit trægulv?

By:

En ludbehandling forhindrer, at dit trægulv gulner med tiden, og hvis du vælger en hvid lud, kan du oven i købet lysne gulvet, så det bliver nærmest hvidt – men er det en god idé?

Hvide gulve vinder mere og mere frem, og derfor stiger efterspørgslen også på hvid lud. Inden vi dykker ned i fordele og ulemper ved den behandling, tager vi lige et hurtigt kig på lud som produkt; hvad er det egentlig?

Lud er et materiale til behandling af trægulve, der består af læsket kalk, harpiks, vand og voks, og når det påføres trægulve, bevirker det, at træet ikke gulner, som det normalt gør med tiden. Vælger du en såkaldt hvid lud, er der tilført hvidt pigment, så dit trægulv bliver endnu lysere, end det var i forvejen.

Overvejer du at ludbehandle dit trægulv, er der fire ting, du med fordel kan overveje forinden: udseendet, slidstyrken, rengøring og vedligeholdelse samt pris.

Hvid lud – udseende

Giver du dit trægulv hvid lud, får du et lyst og nordisk udseende, og det kan ofte være en god idé i forbindelse med fyrretræ, der ellers hurtigt gulner.

Hvid lud – slidstyrke

Lud i sig selv er ikke slidtstærkt, og derfor er det en behandling, der skal efterfølges af en decideret overfladebehandling. Vil du have gulvet endnu lysere, kan du vælge hvid lak, olie eller sæbe.

Hvid lud – rengøring og vedligehold

Fordi lud ikke kan stå alene, er det den efterfølgende behandling, der afgør, om gulvet blive let eller knap så let at vedligeholde og rengøre. Lak er den stærkest overfladebehandling, derefter kommer olie og på sidstepladsen finder du sæbe.

Hvid lud – pris

Isoleret set er ludbehandling den billigste efterbehandling, du kan give dit gulv, men fordi den ikke kan stå alene, bliver den hurtigt dyrere – du skal nemlig betale både for lud og for lak, olie eller sæbe.